Selv om Store Bededag er afskaffet som fridag, er bøn ikke afskaffet og kan heller ikke afskaffes af nogen politiker eller regering.

Hvad er bøn?

Bøn er samtale med Gud. Vi kan tale med Gud og bringe vores ønsker, vores nød, vores frustration, vores glæde, frem for ham. Men samtale er noget andet end enetale. Gud taler også til os i stilheden og i bønnen. Vi hører måske ikke hans stemme tydeligt, men måske minder Han os om ting, vi skal gøre.

Guds stemme er også vores samvittighed. Vi ved inderst inde godt, hvad forskellen er på godt og ondt, rigtigt og forkert og samvittighedens stemme fortæller os det, hver gang vi har gjort noget forkert.

Ofte når livet går os imod, føler vi at alle vore bønner er forgæves, at de ikke bliver hørt og slet ikke besvaret. Gud svarer ikke altid på vores bøn sådan som vi havde forventet det, men vi kan være helt sikre på, at han altid hører vores bøn og vil svare til sin tid.

Når vi ikke får det svar, vi havde håbet på, har det måske noget med at gøre, at vores bøn ikke er i overensstemmelse med Guds vilje. Så Gud vil ikke opfylde din bøn om at vinde i Lotto. Gud er ikke en ånd, vi kan tilkalde for at få vores ønsker opfyldt som i et postordrefirma. Det skal vi faktisk være glade for. Tænk, hvad vi kunne frygte, når vi tænker på, hvad andre kunne finde på at bede Gud om, der kunne skade os.

Lige så galt ville det være, hvis to krigsførende nationer begge bad Gud om sejren. Det ville være et umuligt ønske at opfylde.

Betyder det, at man ikke kan nævne personlige ting i sine bønner? Vil det være nytteløst at bede Gud om en passende ægtefælle, et godt forhold i familien, et godt helbred eller et godt råd i forbindelse med ens arbejde? Nej, for selv om Gud ikke lover at gribe mirakuløst ind i vores personlige forhold, så vil han give os den nødvendige visdom til at klare dem på bedste måde.

De mest umiddelbare til at bede er børn, også selv om de ikke er blevet vænnet til det hjemmefra. Børn har et behov for at henvende sig til en højere magt; de har brug for at føle sig trygge og efterhånden som de bliver store nok til at fatte, at forældrene kun er mennesker, overfører de behovet for tryghed til Gud.

I en bog, der hedder ”Børn skriver til Gud” viser børn helt tydeligt, at de har forstået, at med Gud kan man tale om alt og bede om alt. Børnene er i syvårs alderen.

” I stedet for at lade mennesker dø, så du skal lave nye, hvorfor beholder du ikke dem, du allerede har?”

” Kære Gud, hvis jeg var dig ville jeg slet ikke klare det lige så godt. Hold stilen!”

” Kære Gud, jeg holdt min del af aftalen. Hvor er cyklen?”

”Kære Gud, findes du virkelig? En del tror det ikke, så hvis du findes, er det bedst, at du gør noget ved det hurtigt.”

”Hvorfor skabte du så mange mennesker? Du kan vel skabe en jord mere og sætte dem, der er til overs dér.”

”Kære Gud, bliver du vred, når du ser plastikblomster? Det ville jeg blive, hvis jeg lavede de rigtige”.

”Kære Gud, vi er meget religiøse derhjemme, så du behøver ikke være urolig for os”.

Forhåbentlig har børnene vist, at man kan bede hvor som helst og når som helst. Der er ikke nogen regler. Børns bønner er helt nede på jorden, og det kan de voksnes også sagtens være.

Jesus lærte os det barnlige, fortrolige, tillidsfulde forhold til vores far i himlen. Disciplene kunne se, at Jesus gik bort for at tale med sin far i himlen og spurgte, om han ville lære dem at bede. Så lærte han dem Fadervor.

En bøn jeg selv holder meget af, er Franz af Assisis bøn:

Gør mig til redskab for din fred
Herre, gør mig til redskab
for din fred.
Lad mig bringe kærlighed,
hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse,
hvor uret er begået.
Lad mig skabe enighed,
hvor uenighed råder.
Lad mig bringe tro,
hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe glæde,
hvor sorg og bedrøvelse råder.

Lad mig ikke så meget søge
at blive trøstet
som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået
som at forstå.
Ikke så meget at blive elsket
som at elske.
For det er ved at give,
at man får.
Det er ved at glemme sig selv,
at man finder sig selv.
Det er ved at tilgive andre,
at man får tilgivelse.
Det er ved at dø,
at man opstår til evigt liv.

Birgit Berggrensson